Hovedformålet med købet af Fladbro Kro var at skaffe alle Randersborgere et udflugtssted, der lå i rimelig afstand fra købstaden. Det var blevet moderne med ophold i frisk luft, og byen ville gerne tilbyde sine borgere en frisk spadseretur ud til skoven på de gode sommerdage.
Som udflugtsmål slog Fladbro Skov sig hurtigt fast i folks mentalitet. Der blev arrangeret forskellige transportmuligheder inde fra byen ud til skoven. Blandt andet kunne man komme med ”Hønen” – en hestetrukken passagervogn, der kørte frem og tilbage fra Kristrup til Fladbro eller sejle på Gudenåen med Randrups to kåge, som var blevet motoriserede. Disse populære sejlture havde afgang fra Tørvebryggen i Randers. I løbet af kort tid blev Fladbro Skov en formidabel succes, idet folk strømmede til i stort antal. Det blev desuden understreget da, DSB oprettede et trinbræt i Fladbro med af- og påstigning for passagerer. Togsporet gik dengang på nordsiden af Gudenåen mellem Randers og Langå.